Psykoterapi
Hvad er Psykoterapi?
Når du har taget det første – og tit rigtig svære – skridt i forhold til at opsøge hjælp til dig, dit barn eller din familie, kan du få støtte af en psykoterapeut MPF som mig eller en psykolog.
Du ønsker hjælp, så mistrivsel og problemer fylder mindre og giver mere plads til glæde og trivsel.
Det allervigtigste er, at du mærker, om du har tillid til og føler dig tryg sammen med den, der skal hjælpe dig og din familie. Når mennesker rækker ud efter hjælp, står de et sårbart sted – og vi psykoterapeuter MPF og psykologer har et stort ansvar for at hjælpe dig, dit barn og din familie fra det svære sted, I står, hen til det liv, som I hellere vil have – hvor problemerne er mindre, og glæden er større.
Tryghed og kemi er afgørende
Kemi og tryghed i relationen til din og jeres psykoterapeut eller psykolog er afgørende faktorer i behandlingen.
Tryghed og tillid er fundamentet for al forandring.
Er du ikke tryg, så sig det!
Hvad betyder det at være psykoterapeut MPF?
Psykoterapeuter MPF som mig har en to-faglighed at stå på. Det betyder, at vi har en grunduddannelse – jeg er f.eks. uddannet lærer – og har efterfølgende uddannet mig til psykoterapeut MPF på Systemisk Institut for Familieterapi.
Når du vælger en psykoterapeut, er det vigtigt, at du holder øje med de tre bogstaver MPF – de står for Medlem af Psykoterapeutforeningen, og det er din garanti for, at terapeuten har taget en fireårig godkendt uddannelse oven på sin grunduddannelse og dermed kan optages i Dansk Psykoterapeutforening.
Psykoterapeut eller psykolog?
En psykolog er uddannet på et universitet og har derfor en anden faglig baggrund.
Du kan læse mere om lighederne og forskellene mellem psykoterapeut og psykolog her:
👉 psykoterapeutforeningen.dk
Men vigtigst af alt – du skal føle dig tryg sammen med din terapeut!